Gary Vaynerchuk har givet os vinglæden tilbage

På videobloggen Wine Library Tv kan du møde den über-passionerede vinkøbmand og web2.0-entreprenør Gary Vaynerchuk, der på en charmerende og fandenivoldsk facon vurderer vine fra hele verden. De bedste af dem sælger han direkte fra sin vinhandel på WineLibrary.com. Missionen er enkel: At ændre vinverdenen – lidt efter lidt, sammen med dig!
Langt fra forestillingen om den frankofile vinsnob, der har givet vinsmagningen sit kedelige ry, taler Vaynerchuk lige fra hjertert i et sprog, der er til at forstå. Det er bramfrit, uformelt og ganske ungdommeligt. Det eneste, der kan lukke munden på ham, er, ja… når der er vin i den. Selv når der er gæster i studiet, har han svært ved ikke at afbryde – simpelthen fordi han er alt for begejstret.
Stilen vil givetvis ikke falde i alles smag, men Vaynerchuk har forstået, at et godt brand ikke kan være “lidt for alle”, men må være “meget for de få”. Og med et kultfølge på over 80.000 seere pr. dag, hvoraf mange betegner sig selv som “Vayniacks”, er de få efterhånden ved at være ret mange.
Med integration af sociale medier som Facebook, Twitter og muligheden for at kommentere direkte i video-streamingen rammer Vaynerchuk lige ned i målgruppen af unge, webvante vinelskere, der før var henvist til at forfølge deres passion i mørke kælderpassager – uden en karismatisk leder.
På opfordring fra Vaynerchuk arrangerer mange af de vinglade seere såkaldte Third Thirsty Thursday Tasting Groups, hvor de sammen med andre “Vayniacks” deler vinoplevelser til lokale smagsaftener. At kultfølget tager sagen seriøst, behøver du blot at se her for at få bekræftet.
Få et hurtigt fix Vaynerchuk i denne Wine Library TV-hyldestvideo, lavet af en ægte fan:


